Far, mor og børn

Det med at opdrage børn og være partner, kan indimellem være svært at få til at gå op i en større enhed, pga, forskellige forventninger hos alle parter.

 Ofte kan det udmynte sig i usikkerhed om vi opdrager vore børn rigitgt, om vi har tid nok til dem, om vi gør tingene på samme måde overfor børnene.

På samme måde som det kan være svært at få tid til hinanden, til vennerne eller til fritidsinteresser.

Reaktionen på dette kan nemt være at vi bliver utydelige og vage i vores sammenspil i familien, og i den situation opstår konflikterne, uenighederne og måske udbrændtheden. Og så opstår den dårlige samvittighed overfor børnen og overfor hinanden.

Her kan en kognitiv afdækning af familiemønstret være en stor hjælp. Dvs. hvilke roller har vi i familien? Hvordan taler vi sammen? Hvordan laver vi aftaler. Hvordan er det at være barn her? Hvordan er det at være voksen?

Børn har brug for at de voksne tager det fulde ansvar, det giver tryghed. De kan sagtens tåle at få nej, eller at få afvist ønsker, bare det er i en tryg ramme hvor de ikke selv føler sig afvist.

Børnen skal kunne se hvem den voksne er, og at den voksne  annerkender sit liv.  For det er svært for et barn at skulle tage ansvar for at mor eller far ikke er tilfredse, det skaber utryghed hos barnet. Naturligvis vil der være situationer hvor vi er kede af det, hvor vi må sige fra, men det er vores voksen ansvar og frustration, som barnet ikke skal bære.

I nogle situationer kan det også være nødvendigt at kikke på parforholdet for at få forældrerollen til at fungerer tilfredsstillende.

Den kognitive afdækning betyder at familien og terapeuten sammen finder mere hensigtsmæssige måder at tænke og handle på, sådan at familiens sammenspil bliver tydeligt for alle.